Popler

Jeg lå i min seng og stirrede ud ad vinduet. Jeg havde ikke lagt mig for at sove, det var endnu kun eftermiddag, men bare for at ligge og tænke på ingenting specielt. Himlen, jeg så ud på, var grå og kold med bælter af sjuskede skyer, der drev forbi med alt for stor fart. Det eneste andet jeg kunne se var en gren fra poppeltræet ved hushjørnet, som vinden fik til at svaje ud og ind af det lille felt af himmel, vinduets ramme skar ud til mig. De langstilkede blade på grenen dirrede og snurrede rastløst og emsigt, fremviste skiftevis deres grønne rygge og deres sølvfarvede undersider, mens grenen selv i et roligere tempo duvede frem og tilbage, ud og ind af vinduesfeltet. Det var en meget musikals oplevelse.
   Poppelbladenes nervøse dansen og grenens langsommere taktslag, som ikke var metronomisk taktfaste men alligevel gav en stadig grundpuls, skabte små tableauer af bevægelse i vinduets lille kukkasse-scene. Det var som små korte musikalske fraser, sammensat af toner valgt fra den samme begrænsede tonemængde, men kombineret på nye måder i det uendelige. Variationer over et tema. En slags minimalistisk kammermusik af den serielle skole, blot ikke orkestreret for ørerne og med musikinstrumenter, men realiseret for øjnene med poppelblade og vind.

Af en eller anden grund fik dette mig til at tænke på, at sidde ved en stille dam en varm sommerdag. Jeg blev mindet om, hvordan man, når en sky går forbi solen for en kort tid, ikke længere ser verdenen spejlet på hovedet i dammens blanke vandoverflade, men med et kan se ned gennem det mørke vand, helt ned til bundens brune undervandslandskab af knækkede grene og visne blade, hvor alt er overtrukket med et fint lag af brunlighed og slam, som en umbratonet miniaturemodel af verdenen efter syndfloden. Man kan, hvis man er opmærksom og heldig, i den slags øjeblikke lige nå at opfatte et glitrende mønster af blanke småfisk, der bevæger sig hurtigt og rykvist rundt i små fint synkroniserede stimer. Man når kun lige at ane stimens omfang, at få en fornemmelse af dens bevægelsesmønstre og rytme, et lille ufyldestgørende indblik i dens dynamik og sjæl. Man når at gætte på, hvor den vil bevæge sig hen næste gang den vil skifte retning - men i samme øjeblik glider skyen fra solen, og vandoverfladen er igen blank og fuld af omvendte træer og blå himmel.

En fascinerende tanke greb mig. Pludseligt. Skubbede de behagelige minder om sommerdage ved stille damme til side, og åbnede op for langt mere foruroligende perspektiver. Det slog mig med et, at måske var poppelbladenes dirren og blinken i virkeligheden så langt fra det tilfældigt samspil mellem sollys, vind og poppelgrene, som jeg øjebliket før havde forestillet mig. Måske var jeg ved et tilfælde snublet over en erkendelse der var uendeligt meget større end enhver lille kammermusikalsk ide jeg kunne lege frem inden i mit hoved.
   Hvad nu, hvis disse dirrende poppelblade i virkeligheden var et højt avanceret og for mennesker uudgrundeligt kommunikationssystem?… Et system til at overbringe vigtige budskaber mellem væsner hvis sanseapparater bedre end menneskers, var i stand til at opfatte og fortolke komplekse, samtidige skift i mønstre, nuancer og reflekser. De der kommunikerede på denne måde måtte naturligvis være væsner, der kunne aflæse en sådan visuel binær matrice lige så let som et menneske afkoder svingninger i luften og forstår dem som lyde, som ord og tale. Hvorledes det nærmere skulle foregå, havde jeg ingen forestillinger om, men en ting var dog klar for mig da jeg lå der, nemlig at det måtte kunne lade sig gøre.
   Men hvilke væsner skulle det dog være der kunne beherske en sådan form for kommunikation; kunne det måske være bierne eller andre insekter, eller kunne det være poppeltræerne selv? Ja, måske var det ligefrem et system for kommunikation imellem poppeltræerne og bierne, eller … ja, hvad det nu var for to parter der kunne være tale om. Milde himmel! - måske var der en helt ukendte faktorer blandet ind, noget ukendt og mystisk, som extradimensionale entiteter hvis eksistens vi mennesker overhovedet ikke vil kunne fatte. Overnaturlige væsner… ånder eller rumfolk… tidsrejsende eller ekspeditioner fra parallelle universer. Mulighederne blev uendelige, da jeg først begyndte at spekulere. Jeg blev svimmel.

Tanken om, at der kunne skjule sig noget så foruroligende og komplekst bag noget, der tilsyneladene virkede så uskyldigt og lige til, som poppelblade, sollys og vind åbnede en afgrund i min sjæl. Du gode Gud! Kan verden virkelig være så ubegribelig? … så kompleks? … så hemmelighedsfuld og magisk?
   Disse svimlende og forrykte tanker overvældede mig, og gjorde mig modløs. Om jeg så kunne vie resten af mit liv ene og alene til, at tænkte på dette problem og intet andet, var det åbenlyst for mig, at det alligevel aldrig ville være muligt for mig, at finde svaret, og endnu mere umuligt, hvis min tanke skulle vise sig at være sand, at lære at afkode budskaberne. Hvor grusomt.
   Jeg havde fået nok nu! – jeg var fuldstændig forvirret og træt, ikke bare i den overophedede centrifuge der før var min hjerne, men også i øjnene. Så jeg lukkede dem, tvang med en kraftanstrengelse mine tanker bort fra denne forbandende åbenbaring og lagde mig til at drømme; til at drømme om små venlige stimer af blanke fisk, der svømmer om i trygge velkendte syndflodslandskab i en stille dam på en blåhimlet varm sommerdag.